Lytter du eller taler du?

Lytter du eller taler du?

maj 8, 2019 Coach 0
Duftrose fra altanen

Den der fornemmelse af at blive set og hørt er fantastisk. Hvornår har du sidst gjort det for andre?

Jeg oplever ofte, at jeg taler med mennesker, som egentligt er mere interesserede i at tale om dem selv end at have en dialog. De glemmer at spørge indtil, hvordan jeg har det eller, hvad jeg har oplevet. De fleste gør det absolut ikke i en ond mening.

At tale

Før forsøgte jeg selv at konkurrere mig ind på talepladsen og skynde mig med at byde ind og tale indover. Den uvane brugte jeg i mange år. Fordi jeg også syntes, at jeg havde så meget at berette om og ville være åben og dele ud af mit. Efter et sådant møde, gik jeg gang på gang derfra, med en lidt tom fornemmelse i maven. Jeg følte ikke jeg havde gjort det godt nok. Min intention om at være deltagende, faldt til jorden.

Jeg opnåede lige præcis ingenting andet end at være for meget, virke ufølsom og ikke engageret.

Når en person fortalte mig omkring en situation de havde oplevet, følte jeg et stærkt behov for at dele mine oplevelser indenfor samme område. Jeg flyttede billedet væk fra dem og hen på mine billeder. Det gjorde jeg ikke, fordi deres historie ikke interesserede mig, men fordi jeg er startede med at tolke på det de sagde. Ved at fortælle om mine egne oplevelser, ville jeg vise at jeg forstod dem og dermed give dem en anerkendelse.

Jeg gjorde noget forkert. I mine bestræbelser på at være der for dem og være empatisk, fik jeg jo lige netop vist dem, at jeg var mere optaget af min egen historie. I min iver kom jeg til at afbryde og nogle gange hørte jeg ikke ordentligt efter. Jeg forsøgte at ”fixe” det for dem og dermed vise dem min omsorg.

At lytte

I dag kan jeg godt forstå det. At lytte og give tid til historien, åbner op for dybere lag hos den anden. Ved at være nærværende og lyttende, kommer personen ofte selv videre i deres kaotiske følelser, end der de startede fra. Måske finder de endda en løsning på deres eget problem. Ved at bruge mig som en mur, der lytter og nogle gange stiller uddybende spørgsmål, så får de sat ord på. De føler sig set og mødt med varme. Jeg bruger det selvfølgelig i mine coachingsamtaler, men forsøger absolut også at gøre det til dagligt.

Og….. en sidegevinst er jo, at jeg lærer masser af de mennesker, når de fortæller deres historie i stedet for jeg gentager min egen.

Nogle kloge hoveder siger jo også at der er en grund til vi er født med 2 ører og en mund. Det er fordi vi skal lytte. Prøv det 😊

Du kan læse lidt mere om emnet her:
https://udforsksindet.dk/at-lytte-for-at-svare/