God karma

God karma

maj 29, 2019 Positive tanker 0
Roklubben Aalborg

Det er fantastisk at opleve, hvordan god energi spreder sig – prøv det!

Når jeg taler om god karma, så mener jeg helt enkelt, at man skal gøre noget for andre, hver dag.

I starten var mit mål blot at starte med én ting hver dag. Jeg ville ikke sætte baren for højt og ville jo også kunne leve op til mit eget mål. Fanatisme ligger heller ikke til mit sind.

Ikke noget med hinduisme, buddhisme eller andet gudeligt, men fordi jeg fandt ud af at det gav MIG en god fornemmelse i maven.

”Hov tænker du nok, hvor er det uegennyttige i at gøre noget for andre, når du gør det for din egen skyld?” Det hedder win win.

Du kender sikkert fornemmelsen fra når du giver en gave. Den der gode fornemmelse. Hvorfor kun have den, når du giver gaver væk? Her er gevinsten så bare endnu større, fordi du vil få en masse positive oplevelser i din hverdag.

Trafik

Mit første mål var absolut ikke særligt ambitiøst, men det startede det hele op. Det startede med at give en bilist plads i trafikken hver dag. Jeg var træt af at hidse mig op igen og igen, og ofte så kom ingen af os jo hurtigere frem. Jeg oplevede, hvor glad jeg blev, når en anden trafikant holdt tilbage for mig, så jeg kunne slippe ud på en trafikeret vej. DER startede min tanke: ”Jeg vil gøre det samme”. Hold nu op, sikken øjenåbner. Det gav så meget positiv respons, at de få ”fæhoveder” der hidsede sig op over at jeg holdt tilbage, blev overdøvet af de positive tilkendegivelser.

Smil

Du kender sikkert det gamle ordsprog – Smil til verden og den smiler til dig. Det virker. Hvis du har modet til at kigge et andet menneske ind i øjnene og sende et smil, så har du sendt den person videre på en god dag, og din dag bliver lige så glad

Ros

Husk at rose andre. Vis, at du lægger mærke til dem.

Jeg har endnu ikke oplevet, at nogen vokser af at blive skældt ud, mens ros får de fleste til at gøre sig ekstra umage… og med smil et på læben.

Vær en god ven

Taler du ordentligt til andre? Spørger du ind til dem og er opmærksomme på deres behov? Måske kan du lige tage en kop kaffe med på vejen fra kantinen, når du nu selv er der alligevel. Du kan måske give en positiv kommentar til kasseekspedienten, som kæmper sig igennem den lange kø i Rema, mens utilfredsheden breder sig over at der ikke bliver åbnet en kasselinje mere. Du kender sikkert selv en masse andre situationer, hvor du kan hidse dig op over, når det ikke går hurtigt nok, men det hjælper jo så lidt.

Tal ordentligt

Spørger du ordentligt eller kommanderer du rundt? Nej vel 😊

En god vane

Det bliver en vane at tænke sådan, og du vil se, at der er masser af mennesker omkring dig, der er positive og glade. Mulighederne er mange, og jeg har kun fortalt om nogle få. Find gerne selv på flere. Måske du kan skrive om det her på bloggen, så vi alle kan blive inspireret til at gøre det noget mere.

Til slut vil jeg bare opfordre dig til at du prøver det, og endnu bedre – gør det til en del af din hverdag. Måske vi mødes på vejen.

Lotusblomsten repræsenterer i mange asiatiske traditioner karma. Lotusblomsten er en af de få planter, der bærer frø samtidig med blomstringen. Frø anses som årsag og blomstringen som virkningen. Lotus blomsten minder også om, at man kan blomstre og dele god karma og være upåvirket, selv om omgivelserne kan være mudrede og beskidte.[1]

Tibetansk ordsprog